Jeg er LGBTQIA+ aktivist og skriver og tegner grafiske romaner. Jeg er optaget af dybe personlige fortællinger, som kan tale ind i både helt aktuelle og universelle problemstillinger, lokalt og globalt. Min første grafiske roman hedder “Skamlebben” (forlaget Cobolt, 2018), som også er oversat til engelsk under titlen “When I Came Out” (forlaget SelfMadeHero, 2020). Historien kredser om det vanskellige ved at springe ud, når man er blevet “rigtig” voksen, om internaliseret skam og nye relationer og fællesskaber i queer-verdenen. Min næste grafiske roman “VÆK” (Cobolt, 2022), er en coming-of age roman, som handler om frygten for at blive voksen. Hovedpersonen er en ung pige, som kæmper med spiseforstyrrelser, og som finder håb og mod i et tæt venskab og på tværs af generationer. Det er også en fortælling om en klimakatastrofe, som indtraf for femhundrede år siden, på en lille ø i Danmark, og om hvordan naturen og kroppen er forbundne.
Jeg tilbyder: skriveworkshops, oplæg og foredrag, samtalesaloner og forfattertalks.